Spekz er bygget til, at dit gear er dit. Her kan du læse, hvilke oplysninger vi gemmer, hvorfor, hvor de ligger, og hvad du selv kan gøre.
Hvem står bag
Spekz drives af Kim Vestergaard, Danmark, som er dataansvarlig. Du kan altid skrive til os via spekz.eu/support.
Hvad vi gemmer
Når du opretter dig, gemmer vi din e-mail, dit navn og en krypteret udgave af din adgangskode. Vi kan ikke se selve adgangskoden. Vi gemmer også de valg, du træffer i starten, fx om du bruger Spekz til musik eller kamera.
Når du bruger Spekz, gemmer vi det, du selv lægger ind: dit gear med fotos, mærke, model, serienumre, værdier, kvitteringer og noter, dine steder, dine collections og hvem du har lånt noget ud til. Personer, du låner ud til, er kun navne i din egen oversigt. De får ingen besked fra os, og ingen andre kan se dem.
Skriver du til os via feedback-knappen, gemmer vi beskeden, den side du stod på, og hvor mange ting du har registreret. Skriver du via supportsiden, gemmer vi beskeden, din e-mail og dit navn, hvis du skriver det. Bruger du AI-forslag, gemmer vi tidspunktet for hvert forslag, så vi kan holde øje med det daglige loft.
Hvorfor vi gemmer det
Vi gemmer dine oplysninger for at kunne levere Spekz til dig: din konto, dit register og dine udlån. Det er grundlaget for det meste, vi gør (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b). Feedback, statistik og sikkerhed bruger vi for at gøre Spekz bedre og holde den sikker. Det er vores legitime interesse (litra f).
Vi sælger aldrig dine data, vi viser ingen reklamer, og vi deler ikke dit gear med andre. Serienumre og placering vises aldrig for andre end dig.
Hvor dine data ligger
Vi bruger en håndfuld tjenester til at drive Spekz. De behandler kun data på vores vegne:
- Supabase gemmer din konto, dit gear og dine fotos i et datacenter i Frankfurt, Tyskland.
- Vercel kører hjemmesiden og appen. Serverne, der arbejder med dine data, står i Frankfurt.
- Resend sender mails fra Spekz, fx når du nulstiller din adgangskode. Mails sendes fra Irland.
- Anthropic kigger på dine fotos, når du bruger AI-forslag i Tilføj gear, og foreslår mærke, model og andre felter. Fotos sendes kun, når du selv vælger at tilføje gear med foto. Anthropic bruger dem ikke til at træne sine modeller.
Nogle af firmaerne er amerikanske, og Anthropic behandler data i USA. Overførsler uden for EU er dækket af EU's standardkontraktbestemmelser eller EU-U.S. Data Privacy Framework.
Statistik og cookies
Vi bruger Vercel Web Analytics til at tælle besøg og se, hvilke sider der bliver brugt. Den bruger ingen cookies, genkender dig ikke på tværs af dage og fjerner alt efter spørgsmålstegnet i adressen, før noget sendes.
Spekz bruger kun én cookie, og det er den, der holder dig logget ind. Desuden husker din browser dit valg af tema og den kategori, du sidst brugte. Det er nødvendigt for, at appen virker, og kræver derfor ikke samtykke. Der er ingen cookies til reklame eller sporing.
Hvor længe vi gemmer det
Dit gear og dine oplysninger gemmes, så længe du har en konto. Sletter du en ting, er den væk. Beder du os slette din konto, sletter vi din konto, dit gear og dine fotos inden for 30 dage. Feedback og supporthenvendelser gemmer vi, så længe de er relevante, og højst to år.
Dine rettigheder
Du har ret til at se, hvad vi har gemt om dig, få det rettet eller slettet og få dine data med dig. Det meste kan du gøre selv: du kan rette og slette dit gear i appen, og under Min profil kan du hente alt som en CSV-fil. Vil du have din konto slettet, så skriv til os via supportsiden.
Du kan også gøre indsigelse mod, at vi bruger dine data til statistik. Er du utilfreds med, hvordan vi behandler dine oplysninger, kan du klage til Datatilsynet på datatilsynet.dk.
Ændringer
Spekz er under udvikling, og politikken bliver opdateret, når appen ændrer sig. Er der større ændringer, fx en ny tjeneste, der får adgang til dine data, giver vi besked i appen.